Til myndighed

Helhedstilbuddet Stokholtbuen er et højt specialiseret tilbud for borgere med psykiske og fysiske handicap. Vi er specialiseret indenfor neuropædagogik, og vores kerneopgave er, at tilbyde borgeren en god, sund og værdig tilværelse på Stokholtbuen.

Stokholtbuen er et helhedstilbud under servicelovens §104 og §108, og driftsherre af tilbuddet er Ballerup kommune. Vi modtager borgere fra hele landet.
 

Værdier og faglighed

Stokholtbuens kerneopgave er følgende:
”Vi understøtter den enkelte borgers ønsker for et godt, sundt og værdigt liv.
Vi tager udgangspunkt i borgerens ønsker, ressourcer og netværk og finder de bedste løsninger sammen med borgeren.”

 

Vi yder derfor borgerne praktisk og/eller personlig hjælp, støtte og vejledning i alle livets forhold inden for nedenstående temaer og på en måde der fordrer mest mulig selvbestemmelse, selvstændighed og mestring i livet:

  • Praktiske opgaver i hjemmet
  • Egen omsorg
  • Socialt liv
  • Sundhed
  • Kommunikation
  • Mobilitet
  • Samfundsliv
  • Omgivelser 

Vi arbejder rehabiliterende, kompenserende og aktiverende
Vores overordnede målsætninger omkring den måde vi tilrettelægger indsatserne for og med borgerne er følgende:

  • at anvende borgerens ressourcer på måder hvorpå borgeren føler sig værdi og oplever at mestrer forhold i livet. 
  • at støtte borgeren i at tro på egne evner og motivere til yderligere mestring.
  • inkludere borgeren i, for borgeren, meningsfulde fællesskaber
  • skabe trygge rammer der fordre at borgeren tør at lære nyt.
  • at borgerens ret til at bestemme over eget liv udleves i den udstrækning tilbuddets/samfundets normer og værdier tilsiger at dette er muligt.

Neuropsykologi, udviklingspsykologi og autismeforståelse som afsæt
Neuropsykologiken tilbyder en pædagogisk praksis med udgangspunkt i viden om hjernens opbygning og funktion, og om neuropsykologiske udviklingsprocesser, der viser sig igennem borgerens adfærd. Neuropsykologien er ikke en egentlig ”metode”, men mere en forståelses- og referenceramme. Denne ramme skaber fokus på læring og udvikling ud fra et ressourceorienteret og udviklingsstøttende syn på borgernes udfordringer. Vi arbejder ud fra begreber såsom:

  • relationelt nærvær 
  • tryghed
  • tydelighed
  • motivation
  • meningsfuldhed

Neuropsykologien har et særligt fokus på relationen og omgivelsernes betydning for borgerens trivsel og livskvalitet. Derfor er de neuropædagogiske initiativer altid individuelle, og med afsæt i refleksioner, der tilgodeser borgernes forskellige udfordringer. På baggrund af en dybdegående viden om borgerens ressourcer, kompetencer og funktionsnedsættelse tilrettelægges forskellige rehabiliterende tiltag.

På Stokholtbuen har vi en desuden en håndbog som forklarer vores faglige ståsted: 

Visitation og indstilling

Hvis en borger ønskes visiteret til et tilbud på Stokholtbuen er proceduren følgende:

Nedenstående indstillingsskema udfyldes og sendes til social-adm@balk.dk, Att. visitationsudvalget for voksne handicappede.

Indstilling til Ballerup Kommunes visitationsudvalg for voksne

Andre relevante dokumenter må meget gerne vedlægges indstillingen. Ved spørgsmål vedr. visitation kan der rettes henvendelse til Claus Aaen på tlf. 2144 9877 eller på mail cla6@balk.dk.

Inden du går i gang er du velkommen til at kontakte os direkte på telefon 4477 6201 eller sende sagsakterne til vurdering: stokholtbuen@balk.dk. Mange gange kan vi gennem en samtale finde frem til om borgeren er i målgruppen til et tilbud.

Stokholtbuen har sjældent ledige boliger, hvorfor der må påregnes ventetid førend denne tilbydes.  
 

Takster

Sammenhæng mellem funktionsniveau, støttebehov og takst: 

Takststrukturen på Stokholtbuen tager afsæt i voksenudredningsmetoden, der benyttes til at udrede voksne borgerens funktionsniveau og støttebehov. 
I voksenudredningsmetoden vurderes borgernes samlede funktionsniveau i kategorier fra A til E. 
Helhedstilbuddet Stokholtbuen udbyder som udgangspunkt kun tilbud målrettet borgere i udredningsmetodens kategori D og E og de 3 takster afspejler differentierede behov for støtte. Alle 3 takster indeholder støtte efter servicelovens § 104 om dagtilbud og § 108 om længerevarende botilbud. 
For alle 3 takster gælder også, at indsatsen skal bidrage til, at borgeren oplever tilværelsen som overskuelig og meningsfuld gennem udviklingsstøttende indsatser rettet mod øget mestring af sociale, emotionelle, psykiske og kognitive udfordringer. Desuden skal indsatsen bidrage til at borgeren modtager den nødvendige støtte til personlig pleje og egenomsorg, til at opnå struktur på dagligdagen, samt at kunne deltage i relevante, daglige aktiviteter. Derudover, at borgeren oplever øget kompetence i at udøve sin selvbestemmelsesret, samt vedligeholder og udvikler færdigheder så borgeren kan mestre sit liv i størst muligt omfang. 

 

 

Kategori

Gennemsnitligt antal borgerrelaterede timer pr. uge pr. takst

Overordnet beskrivelse af støttebehov

 

Pris pr. døgn

D

30 timer

(op til 40 timer i en periode)

 

 

Omfattende pædagogisk og sundhedsfaglig indsats til de fleste daglige behov og aktiviteter.

 

Det vil sige verbal og/eller fysisk støtte og hjælp i mange situationer, men med evnen til at være beskæftiget alene i flere kortere intervaller i løbet af dagen. Derudover at kunne gennemføre aktiviteter selvstændigt efter evt. verbal/fysisk igangsætning. 

Kr.

4082,00

D/E

50 timer

(op til 60 timer i en periode)

Gennemgribende pædagogisk og sundhedsfaglig indsats til de fleste daglige behov og aktiviteter.

 

Det vil sige verbal og/eller fysisk støtte og hjælp i alle situationer, men hvor nogle borgere vil kunne beskæftiges alene eller i en gruppe i kortere intervaller.

 

 

Kr.

6164,00

E

Minimum 70 timer og derover

Fuldstændig (1:1) pædagogisk og sundhedsfaglig indsats til alle daglige behov og aktiviteter.

 

Det vil sige verbal og/eller fysisk støtte og hjælp i alle situationer og hvor alene tid kan medføre uhensigtsmæssig adfærd overfor sig selv og/eller andre. Derudover hvis den personlige pleje som oftest skal gennemføres af to personer.

 

 

Kr.

8394,00

 

 

Taksten har intet at gøre med den pris, man som borger skal betale for at bo på Stokholtbuen. Den er udelukkende et udtryk for den pris kommunen betaler for opholdet.

Hvis du vil vide mere om hvad der er indeholdt i taksten henvises til www.tilbudsportalen.dk.

 

Mulige tilvalg til boligen med egenbetaling

Mad

Det er muligt at købe alle måltider på Stokholtbuen. Den tilberedes af kokke i vores eget køkken. Hvis borger ikke ønsker at spise med i enkelte måltider, er det selvfølgelig muligt at
vælge betaling for maden fra. Maden opkræves sammen med de øvrige tilvalg.

Taksterne for kost er:

  • Morgenmad: 810,55 kr. pr. måned
  • Frokost: 810,55 kr. pr. måned
  • Aftensmad: 1621,10 kr. pr. måned

Rengøring

Udføres af Stokholtbuens husassistenter.

Taksten for rengøringsartikler er:

  • 209,10 kr. pr. måned

 

Kabel-TV 

Der er adgang til YouSee’s grundpakke. Hvis andet ønskes, skal man selv indkøbe og etablere dette.

Taksten for Kabel-tv er:

  • 133,69 pr. måned

 

Tøjvask

Tøjvask udføres af medarbejderne, sammen med borger i et meningsfuldt omfang.

Taksten for tøjvask er:

  • 109,24 kr. pr. måned

Når vi taler om indflytning med borger og pårørende kan vi sammen finde den bedste løsning, med hensyn til din tøjvask og tv-pakke

 

En del af Ballerup Kommune

Stokholtbuen er et kommunalt tilbud i Ballerup men servicerer reginalt/nationalt. Det betyder, at vi meget gerne modtager borgere fra alle dele af landet, der har behov for et længerevarende helhedstilbud efter §104/108 og som har en psykisk funktionsnedsættelse, og er diagnosticeret med autismespektrum forstyrrelse.  

Du kan læse Ballerup Kommunes Handicappolitik ved at klikke på billedet her: 

Ballerup Kommunes handicappolitik