Dagligdagen på Stokholtbuen er begivenhedsrig og altid tilpasset dig og dine behov. Vi gør meget ud af, at du får en hverdag, der er såvel tryg og forudsigelig men også kan give dig nye og gode oplevelser!
Hverdagen for dig på Stokholtbuen
Dagen begynder i boligen, hvor du får den nødvendige støtte til bad, påklædning morgenmad og alt hvad dertil hører. Efter dette starter din dag indeholdende nogle af de ting som du godt kan lide at lave. Det kunne bl.a. være en gåtur, cykeltur, kreative aktiviteter, højtlæsning, sang/musik, naturaktivitet i sansehaven, træning/motion eller lign. Dagens indhold har vi tilpasset på en måde, så du vil opleve glæde, tryghed og forudsigelighed i din dagligdag. Dine eftermiddage og aftener er på samme måde tilpasset dig og dine ønsker og behov. Der vil være mulighed for at deltage i fælles samvær med de øvrige beboere 2-3 dage om ugen, til fælles bål og hygge i sansehaven, fællesspisning samt dans og musik og fællessang og/eller koncertoplevelser. Der vil til nogle aktiviteter ud over dit dagtilbud være egenbetaling for deltagelsen til bl.a. koncerter, festivaler, musikterapi o.a.
Hvis du har tilkøbt Stokholtbuens kostordning modtager du fuld og veltilberedt forplejning hele døgnet. Morgenmad og frokost tilberedes i husets køkken mens råvarer indkøb og produktion af forskelligt pålæg, foregår i det centrale køkken af vores 2 dygtige kokke. Aftensmåltidet tilberedes næsten færdigt i det centrale køkken og sidste del af tilberedningen finder sted i husene. Hvis du har særlige ønsker til mad eller har behov for en specialdiæt kan vi også sørge for dette, med hjælp og vejledning fra de 2 kokke. Pårørenderådet og kostudvalget har besluttet at prioritere gode råvarer og en stor andel af økologiske råvarer og vi serverer derfor sund og varieret kost og følger sundhedsstyrelsens anbefalinger til kost.
Du kan altid læse de seneste rapporter om vores køkken på dette link: Smiley-rapporter for Stokholtbuen